
FRA MIT KREATIVE ARKIV
LANDMAD
Fødevarer fra stalddøren
Landmad begyndte med en idé om at bringe landet til byen og samle lokale fødevarer med gode historier og mennesker bag. Det skulle være nemt at gå på opdagelse i råvarerne og opleve, hvor maden kom fra.
Jeg udviklede, designede og byggede Landmad op til en kæde med 10 caféer og gårdbutikker. Hvert sted tog afsæt i lokale fødevarer og producenter, samtidig med at det samlede Landmad-univers gik igen.
Café og butik hang fysisk sammen, og meget af det, du fik serveret
ved bordet, kunne du også finde på hylderne og tage med hjem.
Alt blev tænkt sammen. Mad, indretning, emballage og stemning skulle fortælle den samme historie. Jeg skabte stederne i en varm og landlig stil, fordi jeg altid har været optaget af, hvordan et sted føles. Et godt koncept skal kunne mærkes allerede udefra og fortsætte helt ned i de små detaljer.
Landmad voksede sig til et stort projekt, og arbejdet med konceptet førte blandt andet til, at vi blev kåret som Årets Iværksættere i Midtjylland.
Tanken fra Landmad har fulgt mig lige siden: Når idé, sted, mennesker og detaljer hænger sammen, kan man skabe et univers omkring en oplevelse.
ETIKETTER & EMBALLAGEDESIGN
Når produktet også skal fortælle en historie
Arbejdet med Landmad førte naturligt videre til design af etiketter og emballager. Gennem årene har jeg udviklet mere end 250 forskellige designs til fødevarer, først som en del af Landmad og senere som konsulent for mindre fødevareproducenter.
Det blev til mange forskellige samarbejder og produkter, som
fandt vej til både Landmads butikker og den øvrige detailhandel. Noget af det, jeg holdt allermest af, var mødet med producenterne. Bag de lokale fødevarer fandt jeg en helt særlig passion, faglighed og kærlighed til det, de skabte, og min opgave var at få den historie til at kunne mærkes i produktets udtryk.
Arbejdet stoppede ikke ved etiketten. Sammen med en
professionel fotograf planlagde og foodstylede jeg produkterne, så billeder, emballage og udtryk hang sammen og var klar til markedsføring, kataloger og online brug.
For mig var det endnu et eksempel på, hvor meget de små detaljer betyder, når en god idé og en stærk historie skal gøres synlig.
BIRKEDOMMERGÅRD
Et sted, vi har skabt gennem mange år
Tilbage i 2001 begyndte et af de største projekter i vores liv. Vi havde en drøm om at flytte vores slægtsgård, Birkedommergård, ud af den lille landsby, hvor den lå, og skabe nye rammer med mere plads til både vores virksomheder og vores voksende familie.
Vejen dertil blev længere end forventet.
Vi fik flere afslag undervejs, men holdt fast i idéen, og efter nogle års arbejde lykkedes det endelig at få lov til at bygge.
Siden har vi skabt ejendommen lidt efter lidt. Jeg har selv tegnet og designet stedet og været med til at forme bygninger, indretning og omgivelser, efterhånden som vores liv, virksomheder og behov har udviklet sig. Det har været et stort projekt og samtidig en helt særlig kreativ rejse, hvor nye idéer hele tiden har fået lov til at vokse videre.
I dag danner Birkedommergård rammen om vores landbrug, min tegnestue og mit eget fristed. Arbejde, kreativitet og livet omkring gården er på mange måder vokset sammen her.
Birkedommergård er resultatet af mere end 20 års idéer, udvikling og skaberglæde og et meget personligt eksempel på min måde at skabe og tænke helheder på.













